Spring til indhold

Hvad kan man gøre for at undgå at blive boret?

Tandplejen er opdateret på den nyeste viden, så nu skal færre børn bores i blivende kindtænder.

 
I rigtig mange år har praksis ellers været, at ved tydelige tegn på huller i tyggefladerne i de blivende kindtænder hos barnet, så udløste det nærmest pr automatik en fyldning. Men det er en rigtig dårlig idé.

Når man laver en fyldning i en tand, er man nødt til at fjerne en del sund tandsubstans. De færreste fyldninger holder hele livet, og hver gang en fyldning laves om, forsvinder der mere af den sunde tand. Den første fyldning kan være fatal for tandens prognose.

Hvis tandens overflade ikke er brudt, kan man i stedet for en fyldning lægge en SEAL-forsegling (klar lak).

Med en SEAL- forsegling af tandoverfladen, kan man i mange tilfælde helt undgå at bore i tanden eller i hvert fald udskyde tidspunktet for fyldningsbehandling.

Forskningsresultater tyder på, at begyndende huller kan reparere sig selv under en tæt lak. Med en SEAL- behandling er vi gået skridtet videre og lakerer over tydeligt udviklede huller på tyggefladerne, huller som normalt ville blive behandlet med fyldning. Disse huller forsvinder ikke igen; men en tæt lakforsegling kan stoppe den videre udvikling af kariesangrebene.

Behandling med SEAL- forsegling er kortvarig og smertefri, da der hverken skal bedøves eller bores.

Tanden følges med årlige kontroller. Der tages røntgenbilleder, og SEAL- forseglingen vil blive kontrolleret for at sikre, at den stadig holder tæt ved hvert tandeftersyn. Holder SEAL- forseglingen ikke tæt, bliver den repareret eller erstattet med en fyldning.

SEAL- forseglingen er kommet for at blive og vil være et helt naturligt behandlingstilbud i tandplejen.