Spring til indhold

Hvad med blegning af tænder?

Når det gælder misfarvning af tænder, er kaffe,
te, rødvin og cigaretter nogle af de største syndere.
Tændernes farve ændres også som en naturlig del af det at blive ældre,
fordi emaljen slides, og tandbenets varme farve skinner igennem. 
Misfarvninger kan også forekomme, hvis emaljen ætses væk i forbindelse
med et stort forbrug af læskedrikke eller frugt.
Tænder kan ligeledes se misfarvede ud, hvis de har store gamle fyldninger,
er snavset eller sidder på en speciel måde i tandrækken, og her hjælper blegning ikke.

Det aktive stof i tandblegemidler er brintoverilte. Det trænger ind i tanden
og kan fjerne eventuelle farvestoffer, der er trængt ind.
Det er imidlertid vanskeligt at forudsige, hvor godt en blegning vil virke,
og man skal bestemt ikke regne med altid at få det helt store tandpastasmil bagefter.

Desværre opløses der ganske lidt af tandens emalje, hver gang der bleges,
og behandlingen må derfor ikke gentages for ofte.
Opløst emalje gendannes ikke ligesom håret på hovedet, der blot vokser ud igen,
hvis det bliver ødelagt af blegning.

Mange får lidt ondt i tænderne, mens der bleges, og det kan specielt være slemt,
hvis man i forvejen har følsomme tandhalse.
Det kan være nødvendigt at stoppe behandlingen eller holde en pause undervejs.
Heldigvis holder isningerne som regel op efter et par dage. 

Efter en blegning vil tænderne i de første dage være mere modtagelige for nye farvestoffer.
Holdbarheden af en blegning afhænger af, hvor mange farvestoffer tænderne udsættes for.
En genblegning kan blive aktuel efter 2-3 år.

Obs. fyldninger bleges ikke ved tandblegninger.

Regler fra Sundheds- og Miljøstyrelsen

Blegning af tænder skal altid foregå med en indledende undersøgelse og information hos en tandlæge. 

Det er ikke tilladt at blege tænder hos frisør eller kosmetolog.

Tandblegemidler med mere end 0,1 % brintoverilte må ikke sælges i Danmark.

Tandblegning med højere koncentration af brintoverilte end 0,1 % må kun udføres af tandlæge.

Kosmetisk tandblegning må ikke udføres på unge under 18 år,  og personen skal have betænkningstid på minimum 2 dage, før kosmetisk tandblegning må udføres.