Spring til indhold

Tandfrembrud

Ved fødslen er mælketænderne næsten færdigdannede. 

De første mælketænder ventes med stor spænding af forældrene. De 2 midterste fortænder i undermunden kommer som regel først. Det sker for det meste i 6-7 måneders alderen, men det er slet ikke unormalt, at de først bryder frem omkring 1-års alderen. De sidste mælketænder som kommer, er de bagerste kindtænder, der normalt viser sig fra 1½ til 3-års alderen. Interessant nok vil et for tidlig født barn ofte have forsinket frembrud af mælketænderne. Mælketandsættet består af 20 tænder, og det er meget sjældent, at børn mangler nogle af mælketænderne.

Lige før en tand bryder frem, bliver gummen normalt hvid og føles lidt hård, og ved kindtænderne kan gummen også blive lidt knudret. En rød, hævet og irriteret gumme kan også være tegn på, at en tand er ved at bryde frem. 
Der kan være forskellige tegn på, at tænder er i frembrud. Barnet vil putte ting i munden og bide i det, de savler mere og kan have problemer ved spisning. Der kan ses feber. Er temperaturen over 38 grader i mere end ét døgn, skyldes det aldrig tandfrembrud. Da er det tegn på anden sygdom, som man må konsultere egen læge for at få undersøgt. 

Et tandfrembrud kan være forbundet med uro og gråd hos barnet, hvilket naturligt fører til, at man som forældre ønsker at lindre barnets ubehag. De almene tegn på tandfrembrud er der ikke så meget at gøre ved ud over, at man bør trøste og pusle lidt mere med barnet end sædvanligt. Man kan få barnet til at drikke kamillete, der virker beroligende. 
Kløe og irritation af gummerne kan i nogen grad afhjælpes med en bidering – bedst hvis den kommer fra køleskabet. IKKE i fryseren, da isafkølede ting kan skade barnets gummer Ligeledes kan f. eks. køleskabskolde agurker eller gulerødder også være en god løsning.

En god ting er at massere gummerne med en finger eller med en blød babytandbørste. På den måde vænner barnet sig også til tandbørsten og husker den som noget rart, når tænderne skal børstes.