Spring til indhold

Tandbørstning på dit barn

Allerede fra den første tand bryder frem skal du børste dit barns tænder morgen og aften med en blød tandbørste, der passer til barnets alder. At starte tandbørstning allerede, når den første tand er frembrudt, er en god idé af flere årsager. Tænderne holdes rene, og barnet vænner sig til fornemmelsen af at have en tandbørste i munden. Desuden nedsætter fluortandpastaen modtageligheden for huller i tænderne.

Giv dig tid til tandbørstningen og forsøg at gøre ritualet hyggeligt. Lad barnet bide lidt i tandbørsten før du overtager styringen. Som forælder kan du opleve tandbørstningen som tvang. Men det er meget vigtigt for barnets tandsundhed, at tænderne børstes rene. Jeres barn har brug for hjælp til tandbørstningen indtil 10-12 års alderen.

Børst jeres barns tænder rene morgen og aften, også selvom barnet ikke har lyst. Det varer nemlig ikke ret længe, før barnet opdager, at der er nogle ting, der skal gøres. Og så bliver tandbørstningen ofte både rar og hyggelig.

Lad eventuelt jeres barn få en tandbørste, som barnet kan kigge på og putte i munden, mes det ligger på puslebordet. Brug selv en anden tandbørste. Støt barnets hoved, så I ikke skader barnets mund. Børst med små gnubbe- eller cirkelbevægelser langs tandkødsranden – og på tyggefladerne, når kindtænderne bryder frem.

Denne video viser hvordan du kan udfører tandbørstning på små børn.

Denne video vise tandbørstning på et barn i 4 års alderen, se videoen her: tandbørstning.

Denne video viser tandbørstning på et barn i 6 års alderen, se videoen her: tandbørstning

Det lille barn kan med fordel vendes ”omvendt” på puslebordet med hovedet ind mod mor eller far. Det kan være en god ide at sætte et spejl op over barnet, så det kan se, hvad der foregår. En sang, leg eller en historie kan også hjælpe med til at gøre tandbørstningen lettere.

Når barnet bliver større, er det lettest at sidde med barnet på skødet og støtte barnets hoved mod kroppen. Hold ud i kinden med en finger og børst med den anden hånd.

Kilde på videoen: fagbladet 3F