Spring til indhold

Graviditet og tænder

Du mærker forandringer i kroppen såvel fysisk som psykisk, og de fysiske forandringer gælder også i mundhulen. I gamle dage sagde man, at ”hvert barn koster moderen en tand”, hvilket var en overdrivelse, men der sker forandringer med din mund.

At være gravid er også at forberede sig på at blive mor. Glæde og forventning er følelser, som de fleste gravide kender, du mærker forandringer i kroppen såvel fysisk som psykisk, og de fysiske forandringer gælder også i mundhulen Du bliver mere opmærksom på at spise sundt og alsidigt – både for din egen skyld og for barnets skyld, for du har nu ansvaret for andre end dig selv. Du bliver også mere opmærksom på din egen trivsel og sundhed. Hvis du under graviditeten får en dille med at spise søde sager, skal du være ekstra opmærksom på din mundhygiejne.

For tænder og tandkød gælder det, som før du blev gravid, at tænderne skal holdes rene med en blød tandbørste, fluortandpasta og tandtråd. Hvis du har morgenkvalme, så er det en god ide kun at børste tænderne let om morgenen og gøre mere ud af det om aftenen. Huller i tænderne opstår, når bakteriebelægninger får lov til at sidde uforstyrret i længere tid, og når bakterierne jævnligt får tilført sukker, som de omdanner til syre. Det er denne syre, der kan give huller i tænderne. Derfor er det vigtigt at holde tænderne rene.

Det er også bakterier, der giver tandkødsbetændelse og blødende tandkød. Under graviditeten reagerer tandkødet ofte meget kraftigt og kommer let til at bløde. Det skyldes de naturlige ændringer i hormonbalancen. Du skal fortsætte med at børste tænderne og bruge tandtråd, som du er blevet vejledt hos tandlægen. Så undgår du, at det giver dig varige problem.