Spring til indhold

Første besøg hos tandlægen

Fra fødslen og til det 18. år er jeres barn med i den kommunale tandpleje ordning, der tilbyder vejledning i forebyggende tandpleje, undersøgelse og behandling. 
Når dit barn er 2½ år, modtager du og dit barn en indkaldelse til det første besøg på tandklinikken.

Tillid og tryghed er nøgleord ved tandlægebesøget.

Besøget går ud på, at dit barn lærer klinikken at kende. Der er ingen forventninger til barnet fra vores side. Målet er først og fremmest at have et positivt møde - såvel med dit barn som med dig.

Vi viser dit barn, hvis det har lyst, hvordan stolen kan køre op og ned. 

Dit barn prøver måske at suge vand op af et krus med klinikkens sug, prøver vores luft- og vandblæser.

Hvis det er muligt, tager vi et kig i barnets mund og tæller tænder og sammen taler vi om, hvordan du bedst kan passe dit barns tænder. Du kan altså forvente et besøg, som ikke ligner den undersøgelse, du som voksen selv får hos tandlægen.

Ved besøget vurderer tandplejen, hvornår barnets behov for den næste undersøgelse er, og opstår der problemer med barnets tænder, eller får man brug for råd vedrørende tandpleje, er man altid velkommen til at kontakte Tandplejen.

Såfremt man udebliver to gange i træk, bliver man tilbudt en samtale med behandleren for at vi kan få afklaret årsagen til, at man ikke kommer til de afsatte tider. Ved samtalen tales om hvilke tidspunkter, der vil passe familien bedst, hvem tandlægetiderne skal sendes til, vores bekymring for barnet, vores ansvar i forhold til tandbehandlingen etc. etc. På denne måde håber vi, at vi sammen kan finde en god måde at gå til tandlæge på samt få afklaret evt. problemer ved mødet med Tandplejen. Der lægges vægt på, at denne samtale opleves positivt – til gavn for barnet.